
BØRNEFAMILIER OG FÆLLESSKAB
Byens børn går i skole i Klim 7 kilometer fra Thorupstrand, hvor der både ligger en folkeskole og en friskole, begge med integreret vuggestue og børnehave. Nærmeste dagligvarebutik ligger i nabobyen Vester Thorup, 4 kilometer længere inde i landet. Vester Thorup er en landsby med gårde og huse, og fiskeriet fylder ikke det store her bortset fra det lokale Røgeri, hvor der sælges fisk.
Antallet af fastboende i Thorupstrand har ligget på omkring 200 i mange år og stiger lidt. På vejene ser man ofte en barnevogn blive trillet rundt. Børnefamilierne mødes tit på byens skovlegeplads, mens unge og lidt ældre jævnligt mødes over en kop kaffe i spilhuset. Byens unikke beliggenhed ved kyst og skov, muligheden for alternative livsformer, stærke fællesskaber og driftige ildsjæle formår både at tiltrække nye beboere og fastholde de, der allerede bor her.

Eksempler på initiativer i landsbyen:

MBT KLUB
Laver spor og kører sammen

HUSMODERFORENING
Strikkeaftner, museumsture mm.

BEBOERFORENING
Arrangerer events og skaber udvikling

VINTERBADERKLUB

TURISME PÅ THORUPSTRANDS BETINGELSER
Om sommeren stiger antallet af mennesker, når gæster flytter ind i de mange sommerhuse i skoven omkring fiskerlejet. På en dag med godt vejr kommer der endnu flere besøgende.
Thorupstrands beboere tager glædeligt imod folk, der besøger fiskerlejet. Mange besøgende kommer, fordi de gerne vil gribe den sjældne mulighed for at opleve et levende fiskerleje. De mange besøgende har bidraget til at udbrede sympatien for og kendskabet til det skånsomme fiskeri, samt styrket den politiske kamp for bedre rettigheder til naturskånsomme kystfiskere. Samtidig nyder Fiskehuset og små lokale virksomheder godt af de mange besøgende.
Lokalbefolkningen ønsker, at Thorupstrand forbliver et helårssamfund og ikke udvikler sig til en decideret turistindustri. Gæster er velkomne, men det skal være på stedets præmisser: Et travlt fiskerleje, hvor centrum ikke består af souvenirbutikker, men af redskabshuse og boliger, hvor fiskerfamilierne bor.
Ligesom fiskeriet altid har foregået på naturens præmisser, arbejdes der for en bæredygtige turisme i balance med lokalsamfundet og naturen.

Foto: Klaus Thymann